20.7.2023 – 27.7.2023

På Musikugen kan du få et ordentligt skud dopamin og få aktiveret hjernens belønningscenter. Det er nemlig videnskabeligt bevist, at god musik kan give os en følelse af velvære og eufori. Derfor! Kom og spil, syng og dans med os!
Musikugen er for dig, som elsker at have musik og liv omkring dig. Du behøver ikke kunne spille på et instrument eller have en tone i livet for at deltage, men det er absolut ingen hindring.
Ugen byder på mange forskellige workshops, som har noget musikalsk på programmet. Uanset om du altid har gået troet, at en guitar var en 6-strenget ostehøvl, eller du kan synge alle Puccinis arier bagfra, mens du spiller tværfløjte med næsen og danser flamenco på hænderne med bind for øjnene, så kom! De fleste workshops er tilrettelagt, således at de kan rumme både nybegynderne og de mere erfarne.

Udover workshops vil der være masser af fællessang, brætspil, nørkleri, bålhygge, talentshow og fest. Der vil også være fællesmøder, hvor vi lytter til hinanden og udveksler meninger om, hvad der rører sig.

Som altid er fællesskabet i fokus, og ugen bliver til i samspillet med de voksne og børn, som kommer. Det er vigtigt for os, at alle føler sig trygge og velkomne på ugen, og nøgleordene er rummelighed, udveksling, fællesskab og kreativitet.

På ugen spiser vi primært vegetarisk og vegansk. Der vil dog være kød- og fiskepålæg til frokost.

Lejren råder over en god del instrumenter, men du må meget gerne tage dit egen instrument med. Vigtigt! Hvis du skal deltage på workshoppen i mundharmonika, er eget instrument en forudsætning (se workshopbeskrivelsen for vejledning).

Vi har plads til max. 15 børn under 12 år. Der vil være børneigangsætning for børn over 3 år både i formiddagsmodulet og i første eftermiddagsmodul. Børneigangsætningen er et tilbud til de børn, som har lyst til at deltage i de planlagte aktiviteter.

Ugens maximale deltagerantal er 90 børn og voksne i alt.

Kønspolitik:
På musikugen inkluderer vi alle kvinder og nonbinære personer med lige CPR-nummer eller med F eller X i enter passet. Der vil være pronomenrunde, hvor vi hver især præsenterer os. Det forventes, at du som deltager er indforstået med ugens kønspolitik og udviser rummelighed, respekt og imødekommenhed overfor alle deltagere.

Årets temafest:
I år inviterer vi til et brølende, ekstravagant 1920s karaoke Swing Party. Smid korsettet og find strudsefjer, pailletter, sixpence eller noget helt fjerde frem, for nu skal der danses, vrikkes og skråles. Temaet er op til fri fortolkning, så brug fantasien og lav din helt egen version af et 1920’er swingkostume.
Råd: Du kan ikke komme til at gøre for meget ud af det.

Ugens workshops:

Mundharmonika for begyndere (medbring egen mundharmonika i C-dur. Se råd i teksten)
Kom i gang med at spille på et fantastisk lille instrument, som kan hives op af lommen til enhver fest. I forløbet skal vi øve os på at få den gode lyd ud af harpen, både de velkendte akkorder og klange a la Bob Dylan – men også på at kunne spille små melodier, hvor du lærer teknikken til at spille én tone ad gangen.
Hvis vi kan nå det, kigger vi på, hvordan man laver den karakteristiske, blues-agtige, klagende lyd, ved at bøje tonerne – it´s all about the toungue.
Du skal selv medbringe en mundharmonika, da det ikke er et særlig godt dele-instrument. Det skal være en bluesharpe/diatonisk mundharmonika i C-dur. Den billigste, som er af ok kvalitet, er en Suzuki Folkmaster, som kan fås ned til 119 kr. Hvis du vil have en god mundharmonika, som holder længere, kan du f.eks. købe en Hohner Special 20 (ca. 250 kr.). Det er meget vigtigt, at du sørger for at købe en mundharmonika i C-dur, så vi alle spiller i samme toneart. Hvis du er i tvivl, om den mundharmonika, du har liggende i skuffen, kan bruges, kan du skrive til Janne på 41 15 24 88.
Nodekendskab er IKKE nødvendigt!

Spoken words – poesi der vil høres!
På denne workshop skal vi lege med ord, stille ord, råbe ord, vores egne ord, alle slags ord. Med udgangspunkt i naturen, i en sætning, eller i et klassisk benspænd, skaber vi igennem små skriveøvelser individuelle værker, som vi læser højt for hinanden.
Til sidst på ugen laver vi måske en optræden for hele lejren, men dette er helt valgfrit.
Alle er meget velkommen, uanset om du er en øvet digter eller hel ny ud i poesiens verden, bare du har lyst til lidt ordleg.
OBS! Medbring gerne en skriveblok og kuglepen.

Kor
Årets kor-workshop har fokus på forbindelsen mellem krop, sang og tekst. Vi synger både unisont og flerstemmigt, og vi øver os i at give slip, stole på vores musikalske intuition og handle i øjeblikket.
Både improvisation og ”klassisk” øvning af sange er en del af workshoppen, og der er et særligt fokus på korets fortolkning til sangenes tekster, da dette har stor betydning for, hvordan sangene formidles og føles at synge for koret.
Du kan deltage uanset om du er erfaren sanger eller det er første gang du giver din stemme plads. Vi skaber musik i fællesskab og ingen forudsætninger er nødvendige – kun lysten til at synge og dele musikalske øjeblikke sammen.

Sangskrivning
Hvad kræver det egentlig at skrive en sang? Hvordan får man teksten til at passe til melodien? På sangskriverworshoppen arbejder vi med at sætte kreativiteten fri. Hver dag byder på flowskrivning, rytmelege samt en masse andre inspirationsøvelser. Vi arbejder som udgangspunkt i grupper, men man kan også gå solo. Hver dag slutter med en opsamling, hvor vi hører dagens arbejde. Du behøver hverken kunne spille et instrument eller have puslet med digte, men kom med en lyst til at kigge ind i dig selv og os andre og lad os sammen gå på opdagelse i, hvad vi rummer, og hvordan vi får puttet det ind i en sang. Du skal medbringe skriveredskab og noget at optage på fx en mobiltelefon. Og tag gerne et instrument med, hvis du har et, da lejrens plejer være udlånt til andre workshops.

Sammenspil:
Kom og spil sammen med os! Du kan være med, uanset om du er nybegynder, eller du har spillet i 100 år. Vi laver en masse fed musik i fællesskab. Det kan både være kendte sange, eller noget vi selv finder på.  Hvis du har et instrument, så tag det endelig med.

Ukulele:
Har du lyst til at lære at spille på et lille fikst instrument, eller vil du bygge videre på det, du allerede kan? Så skulle du tage at komme på ukulele-workshop. Vi vil arbejde med akkorder, strumming og enkelt fingerspil. Lejren har et par ukuleler, men tag meget gerne en med selv.

Guitar
Har du altid godt kunne tænke dig at slå guitaren an omkring lejrbålet, men aldrig lige fået dig taget sammen til at lære grebene? Nu har du chancen! Denne workshop er for dig der vil lære at spille på guitar eller udvikle dit guitarspil. Vi vil arbejde med simple greb, rytmer og populære akkordrundgange.

Kønspolitisk snakkegruppe
Med udgangspunkt i at ”det private er politisk” skal vi diskutere emner som køn, krop, seksualitet. Kun gruppen sætter grænser for, hvilke emner der er relevante for os. Vi henter inspiration i 70’ernes basisgruppeform med flad struktur og det at tale i runder skaber det trygge rum, hvor vi kan udveksle erfaringer, meninger og ideer.

Morgendans
Hver dag før workshopsne går i gang, vil der være fællesdans for alle, der har lyst. Temaet er cubansk salsa, du behøver ingen danse makker for at deltage, ej heller ingen danse forudsætninger. Du vil blive grundigt instrueret. Vi starter med grundtrinene og bygger langsomt på.

Pop up workshop:  Mental afspænding
Ta’ en mental pause fra alt det dejlige som sker omkring dig på lejeren. Trygt og roligt bliver du guidet gennem en kropsscanning. Du vender blikket indad og din opmærksomhed rettes mod din vejrtrækning, du sanser dig selv, samler dine kræfter og fornyer din energi. Gennem mental afspænding inviterer vi naturen ind.

Spørgsmål vedrørende ugen kan sendes til Lisa på lisanis [at] gmail.com. Skriv venligst “Vedr. musikugen” i emnefeltet.

Musikuge