Vi gentager igen tilmeldingsproceduren fra de sidste par år, så ikke der bliver for stort pres på siden på et bestemt tidspunkt. Så får alle mulighed for at tilmelde sig på en fair måde.

Det kommer til at foregå således:
1. Tilmelding åbner (som sædvanligt) den 8.marts.
2. Tilmeldingen åbner på formularsiden kl. 00.01. (indtil da vil siden vise en 404 fejl)
3. Vi laver en slags “pulje” for alle, der tilmelder sig det første døgn. Det betyder, at det er lige meget, om man tilmelder sig kl. 00.01, kl. 16.35 eller 23.56. Hvis en uge får over max antal tilmeldinger i det døgn, trækker vi lod blandt de tilmeldte, og opretter en venteliste. Dette gælder også tilmeldinger med børn.
4. Fra den 9.marts kl. 00.00, er tilmelding åben som sædvanligt – først til mølle.
5. Den 8. juni kl 12 bliver der åbnet for Enkeltdagstilmeldinger i tilmeldingsformularen (se mere nedenfor).

På International uge kan man dog tilmelde sig enkeltdage i hele tilmeldingsperioden. På de andre uger er der indført en dispensation for enkeltdagstilmeldinger (OBS! Kun d. 8 marts) – du kan læse mere på Omsorgssiden.

Og husk – selvom man kommer på ventelisten i første omgang, er der på en del af ugerne stadig stor sandsynlighed for, at man alligevel kommer med. Vi glæder os til en dejlig sommer, hvor vi igen skal nyde strandengen og solnedgange sammen.

Kvindelejren har oplevet en stigende popularitet de senere år, og det har betydet at flere uger har måttet melde udsolgt i god tid inden sommer. Sådan har det ikke altid været – men sådan foretrækker vi, det fortsætter!

Derfor opfordrer vi til tilmelding den 8. marts – eller så hurtigt som muligt derefter. Det gør vores planlægning nemmere – og din chance for at komme med på netop dén uge, du ønsker, større.

Alle tilmeldinger er personlige. Tilmeldingen er altså ikke en billet man selv kan give videre. Hvis man alligevel ikke kan deltage, bedes man give besked hurtigst muligt, så vi kan give pladsen til den næste på ventelisten. På grund af lange ventelister på nogle uger, beder vi også om at man melder tilbage, når man ved at man ikke længere ville kunne deltage på ugen. På den måde kan vi bedst sikre at så mange som muligt kan komme med.

… For fyldte uger på Femø er bare de bedste!

Nyt om enkeltdagstilmeldinger (2025)
Tilmeldingen åbner d. 8 juni kl 12.00. Vi vil dog fortsat prioritere tilmeldinger til fulde uger frem til tæt på lejrstart for de enkelte uger. Der vil således først blive tilbudt enkeltdagspladser tæt på lejrstart og kun hvis ventelisten for ugen er i bund for almindelige tilmeldinger. Tilmeldingerne vil blive registreret på enkeltdagsventeliste, og ventelisteplaceringen gives ved først-til-mølle princip. Vi tager ikke imod enkeltdagstilmeldinger på de uger, hvor ventelisterne er lukkede. Det skal bemærkes, at det ikke er hensigtsmæssigt at lave gruppetilmeldinger til enkeltdage.

Nyt om gruppetilmeldinger (2026)
Der kan fra i år max være 3 personer på en tilmelding plus medfølgende børn.

Nyt om afbudspolitik (2026)
Hvis du melder afbud senest 6 uger før din uge starter, vil du få det fulde beløb, minus et afbudsgebyr på 100 kr per voksen tilbage. Ved senere afbud, mindre end 6 uger før din uge starter, yder vi ingen refusion.
Ved helt særlige omstændigheder vil det være muligt, at få ⅔ af deltagerbetalingen (minus afbudsgebyr på 100 kr per voksen) tilbage. Hvis du tænker, at dette gør sig gældende i din situation, så send en mail med begrundelse til kontoret på: kontoret[a]kvindelejren.dk. Uanset omstændigheder, så gives der ingen tilbagebetaling, hvis opholdet afbrydes før ugen er slut, eller hvis du ikke dukker op uden at have meldt afbud.

 

Telttoppe på Femø