Lørdag d. 4.7.2026 – lørdag d. 11.7.2026

MUSIKUGEN 2026 – lang venteliste

På Musikugen kan du få et ordentligt skud dopamin og få aktiveret hjernens belønningscenter. Det er nemlig videnskabeligt bevist, at god musik kan give os en følelse af velvære og eufori. Derfor! Kom og spil, syng og dans med os!

Musikugen er for dig, som elsker at have musik og liv omkring dig. Du behøver ikke kunne spille på et instrument eller have en tone i livet for at deltage, men det er absolut ingen hindring.

Ugen byder på mange forskellige workshops, som har noget musikalsk på programmet. Uanset om du altid har gået troet, at en guitar var en 6-strenget ostehøvl, eller du kan synge alle Puccinis arier bagfra, mens du spiller tværfløjte med næsen og danser flamenco på hænderne med bind for øjnene, så kom! De fleste workshops er tilrettelagt, således at de kan rumme både nybegynderne og de mere erfarne.

Udover workshops vil der være masser af fællessang, brætspil, nørkleri, bålhygge, talentshow og fest. Der vil også være fællesmøder, hvor vi lytter til hinanden og udveksler meninger om, hvad der rører sig.

Som altid er fællesskabet i fokus, og ugen bliver til i samspillet med de voksne og børn, som kommer. Det er vigtigt for os, at alle føler sig trygge og velkomne på ugen, og nøgleordene er rummelighed, udveksling, fællesskab og kreativitet.

På ugen spiser vi primært vegetarisk og vegansk. Der vil dog være kød- og fiskepålæg til frokost.

Lejren råder over en god del instrumenter, men du må meget gerne tage dit egen instrument med.

Vi har plads til max. 15 børn under 12 år. Der vil være børneigangsætning for børn over 3 år både i formiddagsmodulet og i første eftermiddagsmodul. Børneigangsætningen er et tilbud til de børn, som har lyst til at deltage i de planlagte aktiviteter.

Ugens maximale deltagerantal er 100 børn og voksne i alt.

Kønspolitik:
På musikugen inkluderer vi alle kvinder og nonbinære personer med lige CPR-nummer eller med F eller X i enter passet. Der vil være navnerunde, hvor vi hver især præsenterer os og hvor der er mulighed for at sige sit foretrukne pronomen. Det forventes, at du som deltager er indforstået med ugens kønspolitik og udviser rummelighed, respekt og imødekommenhed overfor alle deltagere.

Årets temafest:
I år inviterer vi til en storslået Schlager Parade, hvor vi traditionen tro trækker i vores festlige, medbragte kostumer. Du bestemmer selv, om du vil komme som din indre tyrolerhat i ein knallrotes Gummiboot eller du vil gi’ den som Go’ gamle fru Olsen. Råd: Du kan ikke komme til at gøre for meget ud af det.

 

UGENS WORKSHOPS 2026

Sammenspil:
Kom og spil med! Vi skal hygge os med forskellige sange – fra Kvindesangbogen, gamle hits og måske endda nyskrevne sange til lejren. Du behøver ikke være verdensmester eller have en tone i livet – alle er velkommen! Hvis du har et instrument, så tag det endelig med.

Kor
Elsker du samklangen og fællesskabet, der opstår, når man synger med andre? Så kom til kor! På workshoppen synger vi rytmiske popsange skrevet af kvinder og queers. Vi kommer også til at arbejde med rytmisk forståelse, klang og opvarmningsøvelser, hvor man kommer ned i kroppen og ud af hovedet. Alle kan være med, uanset om man er garvet korsanger eller aldrig har sunget i kor før. Vi synger flerstemmigt uden noder – og hvem ved, måske vi endda også laver noget råbekor?

Dans
Hvis du har lyst til at få pulsen op og et smil på læben, så kom og dans! På denne danseworkshop skal vi både danse sved på panden, lære grundteknikker og arbejde med simple koreografier i genrer som hiphop, disco, showjazz og musical. Alle kan være med uanset danseerfaring. Når vi danser for at få pulsen op, er der fokus på simple trin og gentagelser. Når vi arbejder med koreografi, bygger vi trinene op i et tempo, hvor kroppen kan følge med, og hvor danseglæden er i centrum. Du skal bare komme, som du er, og have lyst til at bevæge dig.

Sangskrivning
Hvad kræver det egentlig at skrive en sang? Hvordan får man teksten til at passe til melodien? På sangskriverworshoppen arbejder vi med at sætte kreativiteten fri. Hver dag byder på flowskrivning, rytmelege samt en masse andre inspirationsøvelser. Vi arbejder som udgangspunkt i grupper, men man kan også gå solo. Hver dag slutter med en opsamling, hvor vi hører dagens arbejde. Du behøver hverken kunne spille et instrument eller have puslet med digte, men kom med en lyst til at kigge ind i dig selv og os andre og lad os sammen gå på opdagelse i, hvad vi rummer, og hvordan vi får puttet det ind i en sang. Du skal medbringe skriveredskab og noget at optage på fx en mobiltelefon. Og tag gerne et instrument med, hvis du har et, da lejrens plejer være udlånt til andre workshops.

Spoken words – poesi der vil høres!
På denne workshop skal vi lege med ord, stille ord, råbe ord, vores egne ord, alle slags ord. Med udgangspunkt i naturen, i en sætning, eller i et klassisk benspænd, skaber vi igennem små skriveøvelser individuelle værker, som vi læser højt for hinanden.
Til sidst på ugen laver vi måske en optræden for hele lejren, men dette er helt valgfrit.
Alle er meget velkommen, uanset om du er en øvet digter eller hel ny ud i poesiens verden, bare du har lyst til lidt ordleg.
OBS! Medbring gerne en skriveblok og kuglepen.

Guitar og ukulele:
Hvis du altid har drømt om at spille med omkring lejrbålet, så har du mulighed for at lære basisakkorder og lidt strumming. Vi mødes et par gange i løbet af ugen, hvor du bliver instrueret – resten er øvelse! øvelse! øvelse! Lejren råder over et antal guitarer og ukuleler, men medbring gerne selv et instrument, hvis du har.

Kønspolitisk snakkegruppe
Med udgangspunkt i at ”det private er politisk” skal vi diskutere emner som køn, krop, seksualitet. Kun gruppen sætter grænser for, hvilke emner der er relevante for os. Vi henter inspiration i 70’ernes basisgruppeform med flad struktur og det at tale i runder skaber det trygge rum, hvor vi kan udveksle erfaringer, meninger og ideer.

Melodika
Kom og trut i melodikaen. Vi skal lære basic teori om instrumentets opbygning, rensning, akkorder og lidt musikteori samt soloer og tips.  Vi skal lave en masse sammenspil, duetter, akkompagnement – evt. til kvindesange?
OBS! Du skal selv medbringe en melodika, og hvis du ikke allerede har en, kan den erhverves fra ny til fra ca. 300 kr. Du kan også købe en brugt på fx Markedplace eller DBA. Hvis du vil deltage i workshoppen og ikke selv kan finde et passende instrument, har jeg muligvis nogen til låns eller salg. Skriv til mig på Messenger (Lone Sigh Fehrmann).

Morgendans
Hver dag før workshopsne går i gang, vil der være fællesdans for alle, der har lyst. Du behøver ingen dansemakker for at deltage, ej heller danseforudsætninger. Du vil blive grundigt instrueret. Kom med og kom i omdrejninger.

Spørgsmål vedrørende ugen kan sendes til Lisa på lisanis [at] gmail.com. Skriv venligst “Vedr. musikugen” i emnefeltet.

Musikuge