Vi har samlet en liste over ting, som vi – af erfaring – ved, kan være gode at have med på en uges Femølejr. Den danske sommer kan være lunefuld og nætterne ret kolde i et telt, så det er generelt  en god idé altid at have varmt tøj med og være forberedt på en regnbyge hist og her. Hvis sommervejret viser sig fra sin bedste side er der dømt solcreme, sommerhat og badetøj.
Med andre ord: Vær forberedt på lidt af hvert!

  • Liggeunderlag eller luftmadras
  • Sovepose og hovedpude
  • Eget telt, hvis du ikke vil sove i et af de fælles sovetelte. Teltet skal have en ret god kvalitet i forhold til at kunne tåle vind og regn. De helt billige ”festivaltelte” tager vand ind og holder ikke en hel uge, hvis det regner eller blæser. Husk pløkker!
  • Varmt tøj, f.eks. er lange underbukser og en hue til de kolde aftener ikke en dårlig idé. Huen er helt uundværlig, hvis det kniber med at holde varmen om natten.
  • Gummistøvler
  • Regntøj eller en vand- og vindtæt jakke
  • Badetøj
  • Solcreme
  • Solhat/kasket
  • Solbriller
  • Myggespray
  • Lommelygte 
  • Ørepropper
  • Stort bomuldstørklæde (som halstørklæde eller ekstra solbeskyttelse)
  • Håndklæde
  • Diverse toiletartikler (dog sørger lejren for økologisk shampoo, da afløbet løber direkte ud i naturen, så lad din egen shampoo og balsam blive hjemme)
  • Tamponer/bind
  • Oplader til din mobiltelefon
  • Evt. tæppe til at ligge og dase på eller sidde og putte med omkring ryggen.
  • Evt. ting til workshops, f.eks. yogamåtte, musikinstrument, fodboldudstyr eller gummisko
  • Til kvinder med små børn: bleer kan ikke købes på øen!


Stemning på Femø