Omsorg for hinanden på Femø

På denne side kan du finde forskellige oplysninger om, hvordan vi drager omsorg for hinanden og forventningsafstemme efter dine behov. Som udgangspunkt kan alle uanset fysisk formåen, form eller figur deltage, så længe du kan gå på en ujævn strandeng, sove lidt primitivt og klare dig uden en hårtørrer (der er ingen strøm eller kloak på lejren).

 

Mad

Maden på lejren er så vidt muligt økologisk, og man kan tilmelde sig som enten altspisende, vegetar eller veganer. Indkøb til lejren foretages på baggrund af denne tilmelding. Har du allergi eller særlige behov ift. kost, så kan du angive det ved tilmelding under kosthensyn. Vi forsøger at tage særlige hensyn til allergikere og har fx mulighed for at lave mad uden allergener, fx en portion suppe uden hvidløg, men har du brug for specielle madvarer, skal du selv medbringe dem.

 

Soveunderlag

På lejren skal man som udgangspunkt selv medbringe et soveunderlag. For nogle kan en uge på luftmadras eller liggeunderlag være en umulighed grundet fx rygsmerter. Derfor råder lejren over et begrænset antal skummadrasser (først-til-mølle), samt et mindre antal feltsenge, som kan reserveres til dem, som har mest brug for det. Kontakt dit ugeteam, hvis du har et særligt behov for en feltseng.

 

Bevægelseshandicap

Femø Kvindelejr er desværre ikke specielt kørestolsvenlig, dels er der ingen asfalt og dels er der ikke toiletfaciliteter til mennesker med bevægelseshandicap. Hvis du og din evt. hjælper gerne vil på Femø, er du meget velkommen og vi kan være behjælpelige med forslag til anden indkvartering på øen. Vær opmærksom på, at ugernes kønspolitik også gælder hjælperen.

 

Førerhunde

Kæledyr må ikke medbringes på lejren, dog er førerhunde velkomne, tal med dit ugeteam, hvis du har behov for at medbringe førerhund.

 

Enkeltdagstilmeldinger

Først fra den 8. juni har alle mulighed for tilmelding til enkeltdage. På Femø Kvindelejr tilmelder vi os en fuld uge, fra lørdag til lørdag. Lejren fungerer bedst med fyldte uger og uger, hvor alle bliver helt til lørdag. Dette skyldes blandt andet, at de praktiske opgaver, “tjanserne”, er lige vigtige først som sidst på ugen. Derudover har det stor betydning for det sociale samspil og fællesskabet, at så mange som muligt, bliver ugen ud. Derfor kan man som udgangspunkt kun tilmelde sig en hel uge, når tilmeldingen åbner den 8. marts.

Dette gælder ikke for international uge, hvor det er muligt at tilmelde sig enkeltdage i hele tilmeldingsperioden i det engelske tilmeldingsskema.

Der er dog nu mulighed for at få dispensation for enkeltdagstilmeldinger d. 8 marts.

 

Dispensation for enkeltdagstilmelding den 8. marts

For at voksne, der har særlige grunde til ikke at kunne deltage på en hel uge på grund af fysiske eller psykiske udfordringer stadig skal have lige mulighed for at tilmelde sig d. 8 marts (og deltage i en evt. lodtrækning), har vi indført en mulighed for dispensation. På hver uge er der derfor nu nogle ganske få pladser til voksne, der har behov for enkeltdage (max. 2 pr uge).

Hvis du vil benytte dig af denne mulighed, skal du krydse af under “dispensationsplads” i tilmeldingsskemaet. Så bliver din tilmelding behandlet på lige vilkår som alle andre. Du får ikke fortrinsret, men nu kan du fx komme med i lodtrækning på overtegnede uger.

Du kan tilmelde flere voksne på én gang, som du plejer. Men hvis du benytter dig af muligheden for dispensation, så gælder det automatisk alle voksne i samme tilmelding. Husk, at der kun er to voksne dispensationspladser per uge.

Obs! Muligheden for dispensationstilmelding er kun åben d. 8 marts.

 

Solidaritetspladser

Kvindelejren har mulighed for at tildele enkelte solidaritetspladser til personer, som på grund af en særligt udfordret økonomi ikke kan betale deltagerprisen. Vær opmærksom på, at der i forvejen er nedsat pris for studerende, personer på dagpenge etc. Har du behov for at søge om en solidaritetsplads, så skriv en mail til Kontoret (kontoret[a]kvindelejren.dk), hvor du kort redegør for din situation og angiver, om der søges fuld eller delvis friplads. Solidaritetspladserne bliver fordelt efter en individuel vurdering af behov og lejrens økonomi.

 

Kontakt

Hvis du har nogle spørgsmål, så er du altid meget velkommen til at skrive en mail til Kontoret på kontoret[a]kvindelejren.dk.